Mig og Murakami.

I mit første bloginlæg, som jeg postede sidste år, omtalte jeg den japanske forfatter Haruki Murakamis lille løbepamflet med den lidt lange, men samtidig ret lige-ud-ad-landevejen-titel ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe”.

I mellemtiden fejrer hans trebinds værk " 1Q84" sin sejrsgang verden over efterhånden som den bliver oversat fra japansk til andre sprog. Haruki Murakami tilhører en lille eksklusiv skare af forfattere, der både dyrkes kultisk i den litterære undergrund, oplever salgstal og popularitet på blockbuster niveau og nævnes som en mulig kandidat til den prestigefyldte, elitære nobelpris i litteratur. Kulturjournalister flokkes om ham for at få et bud på, hvordan man skal læse hans til tider mærkværdige, dragende, labyrintiske værker. Men selvom den efter sigende lidt beskedne forfatter plejer at stille op til det meste, insisterer han samtidig på – som de fleste postmoderne forfattere – at fastholde det litterære dogme om, at det i den sidste ende er læseren, der sidder med nøglen til fortolkningen.

Jeg har derfor i dette blogindlæg taget forfatteren på ordet og spurgt en af hans mange danske læsere om, hvad der i  hans øjne gør Haruki Murakamis bøger og litteratur i almindelighed til noget særligt.

Kinas kommercielle kunstkræmmermarked – en rejsebeskrivelse fra ”Behind The Great Firewall” i Beijings Dashanzi Art District.

I Kina er det heldigvis ikke alle piger, der er så  aggressive som hende, der svinger benet i fotokunstneren Li Weis opsætning, men har du nogle overskydende penge på kistebunden til at investere for, så kunne det være, du skulle kigge i retning af den kinesiske samtidskunst og tage med på denne lille blogtour.

Hørte du hesten vrinske, Rikke?

Læs i dette indlæg om kultur- og kunstkonsumenten Rikke Froh Korsgaards holdninger til kunst, da jeg satte hende stævne til en udstilling med Bjørn Nørgaard, der er en af de helt tunge drenge indenfor moderne dansk kunst - og som en ekstra side-dish vanker en krydret anekdote fra kunstnerens egen mund.

Krig med ord om en kanon.

Om ganske få måneder vinker vi farvel til år 2010. Skal man gøre status over det første tiår i det nye årtusinde, vil jeg egentlig gerne fremhæve en bestemt begivenhed, som dog aldrig har påkaldt sig den store brede opmærksom - nemlig efter at danske soldater for første gang siden 1864 var blevet sendt i væbnet kamp i Irak og Afghanistan i stort tal, blev der også på den hjemlige front indledt en slags krig – en krig med ord om en kanon.

Den somaliske forbindelse - litterær anbefaling af Nuruddin Farahs eneste roman på dansk.

Hvis du hører til den gruppe af mennesker, der mener, at somaliere helst skal mødes fra en pansret Black Hawk helikopter med snorende Gattling maskinkanoner, så skal du endelig ikke bruge mere tid på denne måneds blogindlæg.

Trusler, censur og anerkendelse.

Man kan også sige det på en anden måde: Hvis man som et globalt orienteret menneske gerne vil forstå krigen i Somalia, som kan virke evig og på mange måder er kommet os i den vestlige verden og Danmark ved i en del år, ja så bør man bestemt læse Nuruddin Farahs roman Forbindelser, der udkom på dansk sidste efterår.

En helt ordinær anmeldelse af et arrangement på Kaffesalonen under Copenhagen Jazzfestival 2010.

Så er min blog taget udenfor, på café, i den københavnske sommervarme. Du er inviteret med.
----
Forleden dag mødte jeg Morten Sabroe, det gamle koryfæ. Anyway. Det var ikke, hvad jeg ville fortælle dig den aften, vi mødtes på kaffesalonens pontoner,  på kanten af Peblinge Sø, for at høre den brazilianske jazzguitarist Zé Paolo Becker.

Nekrolog: En forfatters død - menneskeligheden hos José Saramago mindes.

Så døde han, den portugisiske mekanikeruddannede land- og kommunalarbejder, romanforfatter, digter, dramatiker, debattør, kommunist, ateist og  humanist, José Saramago, 89 år gammel, og af alle steder døde han på en af den danske charterindustris kongedestinationer, Lanzarote, hvor han boede med sin spanske kone Pilar del Rio.

Nobelprisen i litteratur nåede han dog at få, faktisk helt tilbage i 1998, selvfølgelig for et ekstraordinært bemærkelsesværdigt forfatterskab, der - for ihvertfald romanlinjens vedkommende (det er den eneste, jeg har læst) – er kendetegnet ved en sublim portion fantasifuldhed og en storklinget fabuleringsgrad, hvor der spredes lige så rundhåndet ud med kommaerne som der spares nærigt på punktummet.

Bag den stærke ”Sex and The City” kvinde er der altid en ensom, marginaliseret mand.

Så rammer Sex and The City feberen igen. På trods af dårlige anmeldelser og generel afmatning i den globale økonomi vælter primært kvinderne ind i biograferne for at se andet lærredsafkog på den populære TV serie fra 1990`erne.

I mellemtiden har jeg og min blog været til udstilling med den amerikanske foto- og videokunstner Laurel Nakadate, der i sine billeder synes besat af netop ”Sex and The City” kvindens absolut diametrale modsætning – den marginaliserede mand.

Hvad jeg tænker på når den japanske forfatter Haruki Murakami skriver om at løbe.

Så er undertegnede hoppet på blogvognen. Fra denne platform vil jeg skrive om litteratur og andre kulturelle fænomener, der interesserer mig - og nu da stormen fra Copenhagen Marathon 2010 er over os, hvorfor så ikke sende mine første strøtanker til den japanske forfatter og langdistanceløber

Haruki Murakami?