Så døde han, den portugisiske mekanikeruddannede land- og kommunalarbejder, romanforfatter, digter, dramatiker, debattør, kommunist, ateist og humanist, José Saramago, 89 år gammel, og af alle steder døde han på en af den danske charterindustris kongedestinationer, Lanzarote, hvor han boede med sin spanske kone Pilar del Rio.
Nobelprisen i litteratur nåede han dog at få, faktisk helt tilbage i 1998, selvfølgelig for et ekstraordinært bemærkelsesværdigt forfatterskab, der - for ihvertfald romanlinjens vedkommende (det er den eneste, jeg har læst) – er kendetegnet ved en sublim portion fantasifuldhed og en storklinget fabuleringsgrad, hvor der spredes lige så rundhåndet ud med kommaerne som der spares nærigt på punktummet.
Hvis det umulige indtræffer.
Hans fiktioner, som i en eller anden udstrækning, altid kredser om, hvad sker der, hvis det umulige sker, synes derudover at være forbundet af den samme uidentificérbare fortæller, som nogle gange kan være svær at skelne fra de enkelte romanpersoners udsagn, så det hele løber sammen i én kollektiv stemme af indre monologisk karakter, en stemme der nogle gange betjener sig af jordnære, folkelige ordsprog (som talt ud af munden på en portugisisk bonde (forestiller jeg mig)) for andre gange pludselig at slå om i et endog meget højt abstraktionsniveau.
Men selvom det kunne lyde sådan, er det ikke nødvendigvis svært at læse José Saramagos bøger, selvom jeg vistnok har læst et sted, at han krævede meget af sine læsere.
Deler litterært blod med Gabriel Garcia Marquez, Borges og Kafka.
José Saramago vandt sin første internationale berømmelse med romanen "Balthasar og Blimuda", hvor han blev sammenlignet med den magiske realist Gabriel Garcia Marquez. Men i lige så høj grad deler han litterært blod med folk som Kafka og Borges. Hans bøger er præget af mange fantastiske hændelser og absurde, halvsurrealistiske indslag, lige fra den spanske halvø, der pludselig river sig løs fra resten af kontinentet i ”Stenflåden” til den tætte beskrivelse i ”Alle navnene” af den lille kontorist, der fortaber sig selv i et endeløst bureaukratisk arkiv, hvor man opbevarer navne og livshistorier på alle borgere.
Anbefaling af ”En fortælling om blindhed”.
Min egen favorit blandt den portugisiske forfatters mange romaner er den til dansk oversatte ”En fortælling om blindhed”, der handler om et helt samfund, som pludselig inficeres med en epidemisk blindhed, der afskrækker regeringen så meget, at den på meget brutal vis og med militær indgriben intenerer ofrene under de mest umenneskelige forhold i forskellige camps.
Nogle af dem formår imidlertid at flygte, heriblandt en endnu seende kvinde, som har måttet skjule sin manglende blindhed for at kunne følge sin ellers hjælpeløse mand i karantæne. Hvad der møder dem i den nyvundne frihed er imidlertid et mareridt af en hærget by med forladte huse og næsten mennesketomme gader, hvor kun få blinde, der endnu ikke er bukket under for hjælpeløsheden og sulten, vakler rundt som zombier mellem lig og affald.
En civilisation i undergang.
Og lige præcis sammenligningen til zombier er ikke helt tilfældigt valgt fra min side. I sin beskrivelse af de overlevendes rejse gennem en civilisation i undergangsmode synes ”En fortælling om blindhed” at have skelet til f.eks. den særlige B-film genre, som blandt andet zombie- og splatterindustruktøren George A. Romero står fader til – eller måske er det i lige så høj grad den endnu ældre science fiction klassiker HG Wells` ”Klodernes kamp” der skal peges på. En roman som siden har inspireret til mange katastrofefilm fra Hollywoods kulørte fabrik.
Ihvertfald benytter José Saramoga nogle af de samme suspensegreb som de mere spændingsorienterede og populærkulturelle film- og litteraturgenrer gør brug af. Men i hans hænder anvendes de selvfølgelig med en anden intention end at tilfredsstille den rene nydelse. Der er tale om en sukkerlage, der skal forføre læseren til at fastholde læsningen frem til et punkt, hvor rædslerne i bogen ikke længere vækker nydelse, men slår om i afsky og refleksion og dermed skaber mulighed for at kalde på medmenneskeligheden.
Saramagos humanisme.
I hans forsøg på at stimulere refleksionen og det menneskelige må man dog ikke glemme José Saramagos bagvedlæggende ideologiske ståsted. Det er her, tror jeg, at forfatteren især krævede meget af sine læsere. For i virkeligheden skal ”En fortælling om blindhed” selvfølgelig læses som en kritisk og politisk allegori over den forråelse og blindhed (i overført betydning), som han mente, det moderne industri- og markedssamfund er inficeret af. Der langes ud efter et system, hvor menneskelige relationer er blevet udskiftet med instrumentiel funktionslogik, kynisk spekulation, egoisme og konsummaterialisme (og selvfølgelig får den portugisiske fascisme ligeledes op til flere satiriske og ironiske slag over fingrene). En bitter pille for nogle at sluge. Her fornægtede kommunisten sig ikke.
Men det skal ikke skille os ad – for jeg kan sagtens nøjes med at mindes den del af forfatteren, der taler humanismens og menneskelighedens ærefulde sag. Og heldigvis vil hans litterære fantasi redde hans bøger fra at havne på skrotpladsen for dogmatiske betonkommunistiske artefakter.
Tillægsinfo:
"En fortælling om blindhed" er blevet filmatiseret af den brasilianske instruktør Fernando Meirelle.
