I Kina er det heldigvis ikke alle piger, der er så aggressive som hende, der svinger benet i fotokunstneren Li Weis opsætning, men har du nogle overskydende penge på kistebunden til at investere for, så kunne det være, du skulle kigge i retning af den kinesiske samtidskunst og tage med på denne lille blogtour.
Rusten søndag morgen.
I den nordlige del af Beijing, ca. 20 minutters kørsel i taxi fra Shaoyaoju Metro Station, ligger factory 798, der er rygraden i Dashanzi Art District, det officielle udstillingsvindue for den kinesiske folkerepubliks voksende kunstindustri, når det gælder moderne samtidskunst.
I den nordlige del af Beijing, ca. 20 minutters kørsel i taxi fra Shaoyaoju Metro Station, ligger factory 798, der er rygraden i Dashanzi Art District, det officielle udstillingsvindue for den kinesiske folkerepubliks voksende kunstindustri, når det gælder moderne samtidskunst.
Vi. Jeg og tre fæller ankommer dertil en tidlig rusten søndag morgen. Det har sine fordele at være tidligt ude. Trafikken dertil fra centrum, hvor vi bor, er ikke så hektisk og der er færre besøgende i de mange gallerier, så man har mulighed for at skabe sig et mere komfortabelt rum at opleve i.
Et spirende kunstmiljø i nedlagt militærfabrik.
Det kinesiske kunstdistrikt er oprindeligt en del af den nedlagte militærfabrik 798, der blev bygget i samarbejde med DDR i 1950`erne. Efter at have ligget stille i 80`erne og 90`erne blev stedet imidlertid opdaget og annekteret af Beijings spirende avantgardistiske og globalt orienterede kunstmiljø i begyndelsen af det nye årtusind, i starten på ret primitive betingelser og faktisk overraskende nok uden myndighedernes store (i hvert fald synlige) bevågenhed.
Men med galleriområdets voksende succes med flere store udstillinger, der også har tiltrukket sig international opmærksomhed, begyndte kommunistpartiet at lægge mærke til stedet, så det i forbindelse med afholdelsen af OL i 2008 fik status af officiel anerkendt kulturel turistattraktion, hvilket blandt andet førte til renovering af vejnet samt kloakering.
Et spirende kunstmiljø i nedlagt militærfabrik.
Det kinesiske kunstdistrikt er oprindeligt en del af den nedlagte militærfabrik 798, der blev bygget i samarbejde med DDR i 1950`erne. Efter at have ligget stille i 80`erne og 90`erne blev stedet imidlertid opdaget og annekteret af Beijings spirende avantgardistiske og globalt orienterede kunstmiljø i begyndelsen af det nye årtusind, i starten på ret primitive betingelser og faktisk overraskende nok uden myndighedernes store (i hvert fald synlige) bevågenhed.
Men med galleriområdets voksende succes med flere store udstillinger, der også har tiltrukket sig international opmærksomhed, begyndte kommunistpartiet at lægge mærke til stedet, så det i forbindelse med afholdelsen af OL i 2008 fik status af officiel anerkendt kulturel turistattraktion, hvilket blandt andet førte til renovering af vejnet samt kloakering.
Dog fornægter rødderne fra dengang 798 var en tungindustriel militærfabrik sig ikke den dag i dag. Den stramme, funktionelle, tyske Bauhaus inspirerede arkitektur, industriområdet blev opført i, løber som en rød tråd gennem flere af kunststedets mere end 50 gallerier og udstillingshaller, der ligger spredt rundt omkring hovedfabrikkens udslukte skorstene på den godt og vel 100000 kvm store grund.
Christiania, SoHo og Montmartre samlet på et sted.
Det rå, industrielle betonforfald trives endnu og giver Beijings førende kunstkvarter en atsmosfære, der kan minde om lige dele vores egen lokale Christiania (uden hashtåger vel at mærke) og så den dér særlige ”intellektual-bohemian", hipsteragtige stemning, som engang fandtes i SoHo Manhattan NY, men som i dag tildels er rykket over på den anden side af Williamsburg Bridge. Og så, ja, af alle steder til Kina.
Men Montmartre er såmænd også rykket med, hvis man kender denne turistattraktion, der slanger sig på nakken af et af de højeste punkter i Paris. 798 prydes af den samme type små boder med turistvenlig kopikunst. Eneste forskel er, at de uendelige samlinger af impressionistiske Van Gogh reproduktioner er udskiftet med lige så uendelige bunker af revolutionsromantisk nips og ikoner fra kulturrevolutionen.
I kunstdistrikt 798 eksisterer det hele mere eller mindre side om side. Tæt ved siden af cafeerne, der spiller Tom Waits, og souvenirbutikkerne ligger indgangene til de anerkendte gallerier og udstillingshaller. De ligger der som små betonhuler eller åbner sig som i maven på en kæmpe hval.
Under vores besøg var der blandt andet en udstilling af fotokunstneren Li Wei, der også er blevet et kendt navn i vesten på grund af sine stærke, dynamiske billedserier, hvor han anvender samme akrobatiske, illusionsskabende teknik som i de masseproducerede Hong Kong Kungfu film til at skabe små, dybt fascinerende, tyngdekraftsophævende fortællinger.
I 798 er alle kunstformer repræsenteret, selvom fotokunsten fylder en del. Tematisk og emnemæssigt støder man ligeledes på adskillige variationer over, hvad den europæiske og amerikanske samtidskunst har beskæftiget sig med længe: Kærligheden, døden, sproget, kroppen, kønnene, den fænomenologiske udforskning af rum og genstande, kunstneriske metarefleksioner, repræsentationsproblematikker og dekonstruktioner af forskellige herskende ordener.
Samtidig er den moderne kinesiske kunst selvfølgelig stadig præget af sin særlige historie og politiske situation. De kinesiske kunstnere, der ønsker at gøre karriere i moderlandet, kan ikke undgå at følge det kommunistiske partis linje. Nogle gør det sikkert frivilligt, når de i deres hyldest til folkerepublikkens arbejdende masser fastholder den socialrealistiske genre som platform, eller når de med et strejf af melankoli generindrer den svundne barndom.
Andy Warhol på kinesisk.
Efter at kommunistpartiet begyndte at åbne sig mod vesten og på det seneste selv er blevet førerlokomotivet i globaliseringen er der imidlertid helt tydeligt sket noget med formsproget og de æstetiske virkemidler i den kinesiske kunst.
Dette er f.eks. tilfældet i Zhang Hongtus brug af den tidligere elskede formand Maos portræt, som han har klistret på en farvestrålende Quaker Oats dåse.
Efter at kommunistpartiet begyndte at åbne sig mod vesten og på det seneste selv er blevet førerlokomotivet i globaliseringen er der imidlertid helt tydeligt sket noget med formsproget og de æstetiske virkemidler i den kinesiske kunst.
Dette er f.eks. tilfældet i Zhang Hongtus brug af den tidligere elskede formand Maos portræt, som han har klistret på en farvestrålende Quaker Oats dåse.
Et andet eksempel er Wang Guangyis revolutionsposter med Coca Cola logo i nederste højre hjørne. Begge har tendenser og stilistiske træk i retning af den amerikanske popartbevægelse. Men med sine egne interne referencer.
Derudover, nu er værkerne ganske vist fra før 798 blev til, men ellers kunne de udmærket læses som en nærmest direkte henvisning til stedets kulørte markedsboder, der sådan set bare konstaterer, hvordan både kunsten og den tidligere agtværdige formand Mao og hans kulturrevolution også i Kina på forunderlig vis er blevet opslugt af det kommercielle kredsløb.
Grøn miljøkunst.
I et Kina i hastig forandring er det også blevet tilladt at udtrykke visse former for kritik. Dette har muliggjort et spillerum for kunstnere som Yao Lu, der også udstillede under vores besøg på 798.På afstand ligner hans billeder idylliske, halvdisede landskabsmotiver i gammel, traditionel kinesisk stil, men når man som beskuer kommer tættere på, overraskes man over, hvad de bølgende, jadegrønlige bakker i virkeligheden er lavet af: Stabler af giftigt affald. Yao Lu er dermed et velkomment og nødvendigt indspark i den aktualiserede debat om den øgede miljø- og klimatrussel, som også Kina må se i øjnene.
Behind the Great Firewall.
Men som både kunstner og menigmand skal man stadig passe på med at blive for kritisk overfor systemet. Man må gerne kritisere enkeltstående problemer, men ikke kommunistpartiet eller den overordnede linje som sådan.
Dagligdagen bag ”The Great Firewall”, som især yngre kinesere kalder den censur, de udsættes for på nettet, er stadig præget af frygten for, at det hemmelige politi en dag kan opsøge én, hvis man kommer til at sige eller gøre noget forkert. Et sådan besøg fik f.eks. kunstneren Ai Wei Wei, der udstiller på Louisiana til efteråret. Han forsvandt pludselig i flere måneder.
Jurassic park i 798.
Det er måske en af årsagerne til, at man får fornemmelsen af, at meget af den moderne kinesiske samtidskunst mere virker som konstaterende kunst end kritisk kunst.
Jurassic park i 798.
Det er måske en af årsagerne til, at man får fornemmelsen af, at meget af den moderne kinesiske samtidskunst mere virker som konstaterende kunst end kritisk kunst.
Tag f.eks. skulpturkunstneren Sui Jianguos meterhøjrøde Jurassicagtige dinosaurer, der står på fortorvet udenfor en af 798´s gallerier påtrykt ”Made in China”. Ifølge kunstneren selv er det meningen, at hans dinosaurer skal highlighte det globale politisk-økonomiske system, hvor varer som f.eks. Jurassic park eller Godzilla legefigurer laves i Kina og distribueres til hele verden som et resultat af transkapitalistisk interaktion. Der er sansynligvis her en grad af kapitalismekritik, som må glæde dele af den gamle partigarde i kommunistpartiet. Men jeg opfatter det lige så meget som en konstatering.
Og fra konstatering er der ikke langt til tilpasning. Tilpasning til det, der peges på, nemlig det kommercielle markedssystem, hvor også kunsten varerliggøres og behandles på næsten samme vilkår som andre produkter. Det er noget langt fra den avantgardistiske kunsttanke, der opfatter kunsten som værende autonom og i opposition til det bestående kapitalistiske samfund.
Helt sikkert er det i hvert fald: I 798 er det ikke kun i markedsboderne, der tjenes penge. Efterspørgslen efter kinesisk samtidskunst er blevet enorm. De kinesiske kunstnere er teknisk og uddannelsesmæssigt på et meget højt niveau, og de af dem, der forstår mulighederne i markedsøkonomien og formår at tolke, hvad kunstpublikummet vil have, kan tjene rigtig mange penge. Det samme kan kuratorerne, galleriejerne og kunstformidlerne selvfølgelig.
Ikeastole og Stealth jagere.
Hvor markedstænkningen slår igennem, opstår spekulationen. Alt andet vil være naivt at forestille sig. Især i et land og i en kultur, hvor meget handler om penge – og hvor, ja, selv ledelsen i kommunistpartiet praktiserer statskontrolleret neoliberalisme på det handelsmæssige område og desuden ikke bare ser gennem fingre med, men nærmest opmuntrer sine flittige landsmænd til at gøre, hvad de er blevet nærmest verdensmeste i: disciplinen at kopiere alt fra Ikeastole til amerikanske Stealth jagere, så ikke ikke engang ophavsmændene kan kende forskel.
Helt sikkert er det i hvert fald: I 798 er det ikke kun i markedsboderne, der tjenes penge. Efterspørgslen efter kinesisk samtidskunst er blevet enorm. De kinesiske kunstnere er teknisk og uddannelsesmæssigt på et meget højt niveau, og de af dem, der forstår mulighederne i markedsøkonomien og formår at tolke, hvad kunstpublikummet vil have, kan tjene rigtig mange penge. Det samme kan kuratorerne, galleriejerne og kunstformidlerne selvfølgelig.
Ikeastole og Stealth jagere.
Hvor markedstænkningen slår igennem, opstår spekulationen. Alt andet vil være naivt at forestille sig. Især i et land og i en kultur, hvor meget handler om penge – og hvor, ja, selv ledelsen i kommunistpartiet praktiserer statskontrolleret neoliberalisme på det handelsmæssige område og desuden ikke bare ser gennem fingre med, men nærmest opmuntrer sine flittige landsmænd til at gøre, hvad de er blevet nærmest verdensmeste i: disciplinen at kopiere alt fra Ikeastole til amerikanske Stealth jagere, så ikke ikke engang ophavsmændene kan kende forskel.
Derfor kommer man uvægerligt også ud for nogle situationer i 798, hvor man må spørge sig selv: Hvori består nu lige forskellen på turistboderne og de såkaldte mere seriøse gallerier og udstillinger? Et sådan spørgsmål er slet ikke rindalistisk at stille, omend nok ikke helt fair, hvis man stiller det til hver enkelt kunstner og kunstværk.
Et sindbillede på det moderne Kina.
Som institution virker 798 på godt og ondt som et sindbillede på den udvikling hele det kinesiske samfund har taget. Men det er også en af årsagerne til, at 798 er et besøg værd, vil jeg mene, og efter en inspirerende blandet fornøjelse tager vi en taxi tilbage mod centrum, hvor Mao stadig får lov at skue ud over Den himmelske fredsplads i nærheden af det gamle kejserpalads med Beijings nye skyline af corporate headquarters i baggrunden.
