Mig og Murakami.

I mit første bloginlæg, som jeg postede sidste år, omtalte jeg den japanske forfatter Haruki Murakamis lille løbepamflet med den lidt lange, men samtidig ret lige-ud-ad-landevejen-titel ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe”.

I mellemtiden fejrer hans trebinds værk " 1Q84" sin sejrsgang verden over efterhånden som den bliver oversat fra japansk til andre sprog. Haruki Murakami tilhører en lille eksklusiv skare af forfattere, der både dyrkes kultisk i den litterære undergrund, oplever salgstal og popularitet på blockbuster niveau og nævnes som en mulig kandidat til den prestigefyldte, elitære nobelpris i litteratur. Kulturjournalister flokkes om ham for at få et bud på, hvordan man skal læse hans til tider mærkværdige, dragende, labyrintiske værker. Men selvom den efter sigende lidt beskedne forfatter plejer at stille op til det meste, insisterer han samtidig på – som de fleste postmoderne forfattere – at fastholde det litterære dogme om, at det i den sidste ende er læseren, der sidder med nøglen til fortolkningen.

Jeg har derfor i dette blogindlæg taget forfatteren på ordet og spurgt en af hans mange danske læsere om, hvad der i  hans øjne gør Haruki Murakamis bøger og litteratur i almindelighed til noget særligt.

På plads i Hellerup.

Anders er en af mine tidligere arbejdskollegaer. Jeg besøger ham i hans nye lejlighed i Hellerup en lidt regnfuld formiddag. Han er endnu ikke kommet helt på plads i det nye hjem. Der er jo så meget andet at se til, når man er på barselsorlov, nævner han i forbifarten, mens vi går ud i køkkenet, hvor han byder på en kold øl og Spaghetti, som for tiden ofte er kogt lidt mere end Haruki Murakamis al dente pasta elskende hovedperson i "Trækopfuglens krønike" foretrækker den. ”Den skal jo være blød nok til, at min datter kan tygge det”, smiler Anders.

Imens vi spiser, snakker vi om vores fælles passion: Haruki Murakami og litteratur. 

Nede ad Tullinsgade.
”Hvornår begyndte du at læse Murakami?”

”For en del år siden var jeg frivilligt engageret i en tænketank ved navn Kesera og i den forbindelse var jeg rundt omkring for at finde egnede lokaler til et arrangement, som tænketanken skulle holde. I min søgen kom jeg forbi en bogcafé, der var relativ nyåbnet ved navn Thiemers Magasin, som lå på og senere flyttede lidt længere ned ad Tullinsgade. Jeg har altid været glad for bøger og snusede lidt rundt, og efter lidt tid spurgte jeg ejeren, om der var en bog, hun kunne anbefale mig. Uden tøven rakte hun mig Haruki Murakamis "Trækopfuglens Krønike" og fortalte mig, at det var verdens bedste bog, og så kunne jeg jo ikke gøre andet end at købe den. I dag har jeg 15 af hans bøger på dansk og på engelsk, og han er måske min favoritforfatter.”

"Hvad er det, der fascinerer ved hans forfatterskab?"

Utrolige pladser i virkeligheden.
"Det, der fanger mig i hans bøger og får mig til at vende tilbage til dem, er den måde, hvorved Murakami får givet det utrolige, uvirkelige eller mystiske en plads i virkeligheden (eller omvendt). De fleste af Murakamis bøger omhandler personer, der undergår et eller andet, så deres hverdag bliver brudt, og dette brud med hverdagen gør, at de kommer til at opleve verden og muligheder og umuligheder på ny, hvorved virkelighed og fantasi smelter sammen.”

"Hvorfor tror du, Murakami har vakt så stor genklang, ikke bare hos dig, men blandt rigtig mange?" 

En kold øl.

”Måske er det fordi, at personerne i hans bøger kommer ud for, at der brydes med hverdagens trummerum, og der sker noget ualmindeligt og mystisk. Verdenen viser sig at indeholde mere og andet end det almindelige, og vi er vel rigtig mange, der synes, at det kunne være spændende at opleve andet end det almindelige. Derudover skriver han enkelt og stemningsfuldt.

For mig karakteriserer det Murakamis forfatterskab, at jeg altid får lyst til at drikke en kold øl, mens jeg læser hans bøger. Sådan har jeg det ikke på samme måde med andre forfattere.”

”Hvordan vil du ellers karakterisere hans forfatterskab?” 

På sporet af en tabt tid.

”Der er bestemte temaer, der går igen i Murakamis bøger. Der ledes ofte efter noget, og dette bringer hovedpersonen på en rejse af en eller anden art. I ”Trækopfuglens krønike” leder hovedpersonen efter sin kone. I ” En vild fårejagt” er det et får. I ”Dans Dans Dans” er det en kvinde. I ”En vild fårejagt” og i ”Kafka på stranden” er det desuden en mor og søster.  I andre af hans bøger er det mere nogle indre ting, der ledes efter, som fx i Norwegian Wood, hvor hovedpersonen leder efter eller minder sig selv om sine tanker og følelser, fra da han var ung – som om han var på sporet af en tabt tid.

Men ellers synes jeg, at hans bøger er meget forskellige.”

”Selv hævder Murakami jo, at han er meget vestligt orienteret, men hvad mener du med dit kendskab til Japan og Japansk kultur? Jeg ved jo, at du selv har rejst i Japan.” 

East meets West.

”Murakami er ifølge ham selv, hans kritikere og mange af hans læsere, i øvrigt, ret vestligt anlagt, og i hans bøger drikkes der typisk kaffe og ikke te, og der spises pasta og andre mere vestlige madvarer, men for mig er hans bøger meget japanske i den forstand, at det moderne og det traditionelle ofte bringes sammen og virker samtidigt, og denne samtidige virken er meget det, jeg har syntes var interessant de gange, jeg har været i Japan. Især i Tokyo kan man opleve denne blanding af modernitet og tradition. ”

”Hvorfor interesserer du dig for litteratur? Til dagligt beskæftiger du dig jo med noget helt andet. 

Fra det elitære til det populære.

Jeg har altid holdt af at læse. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke helt, og jeg læser mange forskellige ting - lige fra Salman Rushdie, Marcel Proust, Haruki Murakami, Erlend Loe, Fjodor Dostojevskij, Jonathan Franzen, Andrej Kurkov, diverse forfattere indenfor fantazy, krimigenren og science fiction, og mange flere. Jeg har forsøgt at tænke over, hvorfor jeg holder af at læse men har givet op, da det kun er fantasien, der sætter grænsen for hvorfor.”

"Mener du litteratur kan bidrage med noget væsentlig eller særligt?" 

Læseroplevelsens tilblivelse.

"Jeg mener i den grad, at litteratur kan bidrage med noget særligt, men hvad dette særlige så er for noget, er forskelligt fra person til person og fra sammenhæng til sammenhæng. Et rigtig godt eksempel på, hvad dette særlige fx kan være, er "Læsegruppen Sundholm", hvor Bertelsen og Brøgger sammen med fire hjemløse læsere, diskuterer og anmelder nogle forskellige bøger. For mig selv er det meget forskelligt, hvad en bog bidrager med, så dette særlige, som litteratur helt sikkert bidrager med, er altid noget på forhånd ubestemt. Hvis jeg havde været i gang med et speciale, ville jeg have sagt, at dette særlige, som en konkret læseoplevelse kan bidrage med, ikke er noget, som "er", men er noget, som "bliver til" i kraft af sammenhængen, og denne sammenhæng er en uoverskuelig og mangfoldig størrelse, som bliver sammensat af alt muligt lige fra, hvad jeg hørte i radioen i går, hvem jeg i forgårs talte med på arbejde, hvad jeg læste om i avisen i morges, til en helt anden bog, som jeg læste for fem år siden. Alt fra fortiden og nutiden kan spille ind og bidrage til dette særlige.”

Bio om Anders Bo Hansen:

Anders er uddannet cand. merc. fil. fra Handelshøjskolen i København. Han har skrevet afhandling om og i flere år beskæftiget sig med diversitetsledelse. Han arbejder i øjeblikket med organisation og HR i statsadministrationen. Han er samlevende og har et barn.

Links til læsegruppen Sundholm: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/sundholm/

Citater fra Haruki Murakamis besøg på litteraturfestivalen på Møn:

I 2010 besøgte Haruki Murakami litteraturfestivalen på Møn.

Her sagde han blandt andet følgende:

Om plot: ”Jeg har en idé, måske et sceneri, i "Trækopfuglens krønike" var det en mand, der er i færd med at koge spaghetti. Der var blot dette billede. Jeg kan selv godt lide at koge spaghetti.” 

Om postmodernisme: ”Til vestlige journalister siger jeg en hel masse sludder om postmodernisme, men i Østen opfatter man det ikke sådan. Vi har nemlig ikke haft nogen modernisme og derfor heller ingen postmodernisme. Måske hænger det sammen med religionen. I vestlig tradition har man en Gud foroven, der er adskilt fra den jordiske virkelighed. I Asien har man guder for al ting, og de befinder sig midt iblandt menneskene, ligesom forfædrene også har del i nutiden.”

Om slutninger: ”Det er ligesom med sex, man ved, hvornår det er slut. Men endnu, når jeg kommer til sidste side, ved jeg ikke, hvordan bogen ender. Men jeg kan godt lide mysterier, jeg kan godt lide åbne slutninger. Det sker også, at jeg selv senere, efter at bogen er udkommet, gerne vil vide mere om, hvad der skete. Så skriver jeg videre. Åbne slutninger er gode for mig, så kan jeg tænke over dem senere.”