Om ganske få måneder vinker vi farvel til år 2010. Skal man gøre status over det første tiår i det nye årtusinde, vil jeg egentlig gerne fremhæve en bestemt begivenhed, som dog aldrig har påkaldt sig den store brede opmærksom - nemlig efter at danske soldater for første gang siden 1864 var blevet sendt i væbnet kamp i Irak og Afghanistan i stort tal, blev der også på den hjemlige front indledt en slags krig – en krig med ord om en kanon.
En debat ikke kun for kulturelle feinschmeckere.
Jeg tænker selvfølgelig på den store litteratur- og kulturdebat , som blev igangsat, da daværende kulturminister Brian Mikkelsen lancerede sit såkaldte kanonprojekt i midten af 2000-tallet, ca. samme sted på den historiske linje som man finder Muhammedkrisens antændelse, dvs. en 4 – 5 år inde i den post 9/11` enske æra, hvor vi for såvidt stadig befinder os.
Lidt fejlagtigt kan man måske tro, at kanondebatten mest henvender sig til kulturpolitikere, kulturelle feinschmeckere, dansklærere og professionelle meningsdannere. Men i virkeligheden mener jeg, at den kan angå os alle, simpelthen fordi litteratur og kulturelle former er noget ingen kan undgå at forholde sig til. Det er noget helt elementært, som både vi selv og vores børn konfronteres med allerede fra første skoledag (og i mange hjem tyvstarter man jo allerede længe før). Med andre ord: kanondebatten er væsentlig for os alle fordi den angår, hvad man i gamle dage sikkert ville kalde vores fælles kulturelle dannelse og fordi kanonprojektet er under fortsat implementering i skole- og ungdomsuddannelserne.
Ballistisk overraskelse.
Netop i en erkendelse af litteraturens og kulturens betydning i samfundslivet virker det da også overordentligt sympatisk, at Brian Mikkelsen foranstaltede, at Danmark fik sin første officielle litteratur- og kulturkanon. Forarbejdet blev lavet af en række ekspertudvalg , der udarbejdede en liste over, hvilke forfattere og kunstnere , man mente, havde gjort sig fortjent til en særlig national anerkendelse og som derfor skulle være fast pensum og centralt omdrejningspunkt i dansktimerne fremover. Men det skulle vise sig, at kanonprojektet kom til at vække voldsom debat og stærk polarisering i kulturkredse, ja der blev nærmest tale om en kulturkrig, hvilket i øvrigt kom meget bag på den tidligere kulturminister (har han selv udtalt til DR) .
Man kan så spørge: Hvorfor lader det ellers så stærkt konsensusprægede Danmark sig i den grad ophidse af et enkelt lille ord, som sådan set bare associerer til en militær genstand bestående af et rør, der ballistisk har til formål at rette et projektil i en bestemt bane?
Fra kirketekster til forfattergeni.
Måske netop derfor. Fordi ”kanon”, selv når trykket og stødet ligger på første stavelse (som det jo gør i den her type kanon), betyder at rette noget ind. At være en rettesnor. Ensretning. Tilhørende hvad man kalder en normativ kategori.
Måske netop derfor. Fordi ”kanon”, selv når trykket og stødet ligger på første stavelse (som det jo gør i den her type kanon), betyder at rette noget ind. At være en rettesnor. Ensretning. Tilhørende hvad man kalder en normativ kategori.
Som så meget andet normativt, stammer kanonbegrebet da også fra religionens verden, nærmere bestemt fra den katolske kirketradition, hvor kanonen til at starte med betegnede de autoritative, religiøse tekster. Senere, i sekulariseringens lange udfasningsperiode af det religiøse fra det almindelige menneskelige liv, opstod i romantikken forestillingen om den geniale forfatter og kunstner, hvis værker skulle tjene som ideal og derfor blev gjort til genstand for kanonisering. Så. I takt med at religionen, især i de nordiske og angelsaksiske lande, mistede sin dominans ved indgangen til modernismen, blev litteraturen, kunsten og kulturen opprioriteret som de nye steder, hvor borgerskabet kunne hente mening og intellektuel dannelse.
Frygten for et tab.
På den måde kan man sige, at den litterære kanon er opstået i en reaktion på et tab, i tabet af én form for meningssammenhæng (den religiøse/teologiske) skal en ny hierarkisk orden oprettes . Denne intention ser man især hos nogle af dem, der er og var fortalere for en officiel dansk litteraturkanon. De lægger ikke skjul på, at de vil bruge kanonen til at forsvare og styrke den danske kulturarv. Deres bestræbelser er med andre ord båret af en frygt for et tab – tabet af en national identitet og meningssammenhæng, som de ser truet af globaliseringskræfternes dynamik og det multikulturelle/etniske samfund.
Snæversynet ensretning.
Kritikerne, eller modstanderne af kanonen, for de må selvfølgelig også være der for at en polariseret debat kan opstå, ser derimod fortalernes bekymring som et udtryk for autoritær, elitær kulturchauvinisme og snæversynet nationalisme, og her går frygten især på, at fortalernes tankegods, vil blive sneget ind ad klasseværelsernes bagdøre via de obligatoriske kanon læseplaner. Man frygter altså, at indførelsen af kanonen lige præcis vil medføre de ensretningstendenser, som dens tradition er formet af.
Det er sådan – groft skitseret – inden for disse to positioner – at den danske kanondebat har ladet sig polarisere.
Og hvad så nu?
Frygten for et tab.
På den måde kan man sige, at den litterære kanon er opstået i en reaktion på et tab, i tabet af én form for meningssammenhæng (den religiøse/teologiske) skal en ny hierarkisk orden oprettes . Denne intention ser man især hos nogle af dem, der er og var fortalere for en officiel dansk litteraturkanon. De lægger ikke skjul på, at de vil bruge kanonen til at forsvare og styrke den danske kulturarv. Deres bestræbelser er med andre ord båret af en frygt for et tab – tabet af en national identitet og meningssammenhæng, som de ser truet af globaliseringskræfternes dynamik og det multikulturelle/etniske samfund.
Snæversynet ensretning.
Kritikerne, eller modstanderne af kanonen, for de må selvfølgelig også være der for at en polariseret debat kan opstå, ser derimod fortalernes bekymring som et udtryk for autoritær, elitær kulturchauvinisme og snæversynet nationalisme, og her går frygten især på, at fortalernes tankegods, vil blive sneget ind ad klasseværelsernes bagdøre via de obligatoriske kanon læseplaner. Man frygter altså, at indførelsen af kanonen lige præcis vil medføre de ensretningstendenser, som dens tradition er formet af.
Det er sådan – groft skitseret – inden for disse to positioner – at den danske kanondebat har ladet sig polarisere.
Og hvad så nu?
I Danmark er jeg født.
Jo, lad mig sige med det samme: Jeg har faktisk ikke haft noget i mod det danske kanonprojekt, fordi det også har inviteret til en lang række metareflektioner, ikke bare om, hvad vi skal med kanonen, men også om, hvilke forestillinger vi i generel forstand gør os om litteraturen og kunsten (også i en æstetisk-normativ sammenhæng) og dens eventuelle betydning for samfundet og det enkelte menneske.
Og med fare for at lyde reaktionær: Jeg har heller ikke noget i mod forestillingen om noget unikt dansk, så længe denne forestilling også kan rumme Isam Bachiri, der synger ”I Danmark er jeg født”. (Denne sang kan høres her)
Globalt udsyn og perspektiv.
Men samtidig mener jeg, at det er vigtigt hele tiden at holde kanondebatten i live. Fordi ellers risikerer vi at havne i det kanonkritikerne frygter – nemlig at de kanoniserede forfattere og deres værker bliver annekteret af kræfter, der er mindre venligt stemte overfor en åben litteraturforståelse og formidling og som ureflekteret favoriserer det nationale på bekostning af et globalt udsyn og perspektiv. Og et sådan udfald mener jeg ikke Danmark kan være tjent med, når vi bevæger os ind i et nyt tiår, hvor der for alvor vil blive stillet store krav til, at vi er i stand til at møde resten af verden.
NB:
Dette blogindlæg er en omarbejdet og forkortet artikel, der har været bragt i det litterære tidsskrift Graf/Stern und Spielplatz. Tidsskriftet har haft det som et af sine temaer at diskutere litteraturens status i en globaliseret verden under hastig forandring. Nogle af de andre bidragydere har været Pablo Henrik Llambias (forfatter og rektor på forfatterskolen), Lars Bukdahl (anmelder på Weekendavisen), Vagn Remme (forfatter), Kamilla Löfstrøm (anmelder på Information), Simon Grotian (digter), Anne Ø Laursen (Anmelder på Citadel), Katrine Graugaard (kommunikationsrådgiver hos Alpha Beta).
