Så rammer Sex and The City feberen igen. På trods af dårlige anmeldelser og generel afmatning i den globale økonomi vælter primært kvinderne ind i biograferne for at se andet lærredsafkog på den populære TV serie fra 1990`erne.
I mellemtiden har jeg og min blog været til udstilling med den amerikanske foto- og videokunstner Laurel Nakadate, der i sine billeder synes besat af netop ”Sex and The City” kvindens absolut diametrale modsætning – den marginaliserede mand.
I mellemtiden har jeg og min blog været til udstilling med den amerikanske foto- og videokunstner Laurel Nakadate, der i sine billeder synes besat af netop ”Sex and The City” kvindens absolut diametrale modsætning – den marginaliserede mand.
Drømmen om ”Sex and The City” på 70`ernes feministiske ølejre.
Man kan nok næppe forestille sig, at 70`ernes feminister på deres primitive ølejre gik og drømte om ”Sex and The City” som endemålet i deres kamp for frigørelse. Men ikke desto mindre er det et faktum, at denne serie med skuespilleren Sarah Jessica Parker som frontikon har betydet meget for en helt ny strømning af kvindelig selvbevidsthed både ud i det seksuelle og i det karrieremæssige.
Men selvom kvindekampen har fået nye klæder (og ikke mindst nye (designer)sko), er det stadig et faktum, at det er mændene, der har det mest faste greb om magtmonopolet i toppen af erhvervslivet, ligesom mændene generelt stadig får højere løn for (i hvert fald på papiret) lige arbejde. Derfor kan man som mand kun bakke op om kvindernes fortsatte kamp på det område.
Men selvom kvindekampen har fået nye klæder (og ikke mindst nye (designer)sko), er det stadig et faktum, at det er mændene, der har det mest faste greb om magtmonopolet i toppen af erhvervslivet, ligesom mændene generelt stadig får højere løn for (i hvert fald på papiret) lige arbejde. Derfor kan man som mand kun bakke op om kvindernes fortsatte kamp på det område.
De marginaliserede mænd i periferiernes bund.
I den samfundsmæssige debat om, hvordan denne asymmetri kan løses - og der er ofte kun to løsningsforslag i den overskuelige enten-eller kategori (stram politisk regulering eller frit markedsspil) – glemmer man dog ofte, at det mandlige køn ikke kun flokkes flest på samfundstrappernes øverste trin, men også er dygtigst til at ramme periferierne i hierarkiernes bund.
På grund af det manglende fokus på denne anden kønsmæssige skævhed, kunne det være interessant at finde ud af, hvem de så egentlig er – disse marginaliserede, udstødte eksistenser, der er med til at give kvarterer som KBH NV en særlig kulør af evigt efterår og falmede blade på fortorvet (undskyld mig mit klodsede forsøg på en poetiske tilskrivning der snylter kynisk på menneskelig tragedie) og som tilsyneladende hverken har økonomisk, kulturel, kærlighedsmæssig eller nogen form for social netværksmæssig kapital i banken.
Det er præcis dette spørgsmål, som den amerikanske foto- og videokunstner Laurel Nakadate tager op i sine værker: Hvem er de, disse mænd? Spørgsmålet er så insisterende, at det fylder en stor del af hendes kunstneriske virke, der allerede startede, da hun som ung fotostuderende på Yale University fik den idé at tage billeder og lave videooptagelser med de ensomme mænd, der åbenbart ofte forsøgte at komme i kontakt med hende, når hun var i byen.
Kvinden som begærsobjekt.
Måske blandt andet af den årsag kan Laurel Nakadates fotokunst ikke høre til genren ”socialrealistisk portrætkunst” i traditionel forståelse. Hendes værker er åbenlyst konstruerede og faktisk ofte centreret omkring to spændingsfulde poler, der udover den ensomme mand indkredser et andet motiv – nemlig kvinden som begærsobjekt. I mange af hendes billeder poserer nemlig en yngre kvinde sammen med mændene, f.eks. som det er tilfældet i værket ’Don’t You Want Somebody To Love You?’, hvor fotografen i undertøj danser foran blegfede midaldrende mænd – og ja, korrekt, et ekstra lag i hendes fotokunst er, at Laurel Nakadate altid sætter sig selv på spil ved at engagere sig direkte i den, ikke kun bag kameraet, men også foran.
Ligeledes er mændene i hendes værker mindst lige så autentiske i den forstand, at de jo er blevet en slags street castede, når de har forsøgt at få kontakt med hende og dermed bare har spillet sig selv, selvom rammen er konstrueret. Eller man kan sige, at rammen er konstrueret rundt om mændene, da optagelserne ofte har fundet sted i deres egne lejligheder.
Længslen efter en kærlighed der ikke eksisterer.
Laurel Nakadate har selv udtalt om sin egen og mændenes rolle i hendes kunst, at ”det er smertefuldt, men også interessant at involvere sig selv. På samme måde som det både er smigrende og virkeligt ubehageligt at blive begæret af fremmede. Vi drives alle sammen af ønsket om kærlighed, og når jeg står over for mændene, kan de ikke lade være med at håbe og forestille sig, at jeg pludselig viser mig at være den, de leder efter – selv når videokameraet er rettet mod dem. De drives af længslen efter en kærlighed, der ikke eksisterer ”.
Kynisk, pessimistisk og dysfunktionel.
På den måde kan Laurel Nakadates fotokunst – set fra et bestemt mandligt point of view - virke både kynisk, pessimistisk og dysfunktionel. Den kan virke kynisk, hvis man ser hendes brug af mændene som en udnyttelse til et projekt, der ganske vist tematiserer en fastlåst problematik vedrørende kvinden som sexobjekt, men som aldrig selv kommer udover at repetere og tilfredsstille denne narcissistiske begærsmekanik. Og den kan virke pessimistisk og dysfunktionel, fordi den hverken levner håb for disse mænd eller egentlig besvarer spørgsmålet om, hvem de er eller hvad der har gjort dem ensomme.
Den ensomme alfahan.
Men netop ved ikke at antyde eller forklare de enkelte mænds baggrundshistorie, kommer man til at tænke på (det gør jeg i hvert fald), at truslen om ensomhed og marginalisering måske ikke kun er en bestemt taberagtig mandetype forundt , når alt kommer til alt.
I litteraturen, ikke bare den vestlige, men især den ældre (antikke, religiøse, eventyrlige, heroiske, picareske), vrimler det f.eks. med fortællinger om mænd, hvis skæbner på forhånd er beseglede til et liv uden for de menneskelige fællesskaber (blandt andet fordi de har så meget rejseaktivitet).
Og fra og med slutningen af 1700-tallet finder der ligefrem en romantisering af den menneskelige og i særdeleshed den mandlige ensomhed sted. En romantisering der i den moderne kultur kommer til udtryk i både musik, film og inden for reklamebranchen; nok stærkest kondenseret i den klassiske cigaretreklame for Marlboro.
I litteraturen, ikke bare den vestlige, men især den ældre (antikke, religiøse, eventyrlige, heroiske, picareske), vrimler det f.eks. med fortællinger om mænd, hvis skæbner på forhånd er beseglede til et liv uden for de menneskelige fællesskaber (blandt andet fordi de har så meget rejseaktivitet).
Og fra og med slutningen af 1700-tallet finder der ligefrem en romantisering af den menneskelige og i særdeleshed den mandlige ensomhed sted. En romantisering der i den moderne kultur kommer til udtryk i både musik, film og inden for reklamebranchen; nok stærkest kondenseret i den klassiske cigaretreklame for Marlboro.
Den ensomme mand kommer dermed til at fremstå som en nærmest arketypisk, mytisk og til tider kultisk skikkelse. Men måske er denne kulturelle figur ligefrem så stærk, at den kan øve negativ indflydelse på muligheden for at realisere det gode liv hos nogle mænd.
På en måde synes truslen om marginalisering nærmest at hvile som en skygge over manden fra han fødes til han dør. Her tænker jeg selvfølgelig især på den kollektive fortælling om alfahannen på savannen, der er determineret til på et tidspunkt i sit liv at blive ekskluderet fra gruppen, fordi han enten i kamp eller på grund af alder er blevet udmanøvreret af sine konkurrenter og derfor ikke mere har nogen funktion andet end besværet at tilbyde.
Ingen snublen i designerskoene.
Man kan derfor spørge: Hvorfor har det mandlige køn så suverænt placeret sig i førertrøjen, når det handler om at blive kørt ud på et sidespor? Kan en delforforklaring skyldes en særlig enspænderagtig køns- og identitetskultur, som alle mænd potentielt må navigere i forhold til og som nogle synker til bunds i.
Og det oplagte bonusspørgsmål kunne være - hvem skal eventuelt forholde sig til denne problemstilling, der synes kompleks på en helt anden måde end den del af ligestillingsdebatten, der vedrører kvindernes kamp for at blive lukket ind på direktionsgangene i erhvervslivet?
Det har Laurel Nakadate naturligvis ikke noget overordnet bud på - men bare det, at hun åbner op for problematikken, er en rose værd. Og lad det være sagt tilsidst: Hendes fotokunst har faktisk , efter min mening, langt flere lag end hun selv lægger op til - og det gode er, hun snubler ikke uheldigt i et par designersko undervejs.
På en måde synes truslen om marginalisering nærmest at hvile som en skygge over manden fra han fødes til han dør. Her tænker jeg selvfølgelig især på den kollektive fortælling om alfahannen på savannen, der er determineret til på et tidspunkt i sit liv at blive ekskluderet fra gruppen, fordi han enten i kamp eller på grund af alder er blevet udmanøvreret af sine konkurrenter og derfor ikke mere har nogen funktion andet end besværet at tilbyde.
Ingen snublen i designerskoene.
Man kan derfor spørge: Hvorfor har det mandlige køn så suverænt placeret sig i førertrøjen, når det handler om at blive kørt ud på et sidespor? Kan en delforforklaring skyldes en særlig enspænderagtig køns- og identitetskultur, som alle mænd potentielt må navigere i forhold til og som nogle synker til bunds i.
Og det oplagte bonusspørgsmål kunne være - hvem skal eventuelt forholde sig til denne problemstilling, der synes kompleks på en helt anden måde end den del af ligestillingsdebatten, der vedrører kvindernes kamp for at blive lukket ind på direktionsgangene i erhvervslivet?
Det har Laurel Nakadate naturligvis ikke noget overordnet bud på - men bare det, at hun åbner op for problematikken, er en rose værd. Og lad det være sagt tilsidst: Hendes fotokunst har faktisk , efter min mening, langt flere lag end hun selv lægger op til - og det gode er, hun snubler ikke uheldigt i et par designersko undervejs.
Om Laurel Nakadates foto- og videokunst:
Laurel Nakadates foto- og videokunst har været udstillet som en del af den netop overståede Copenhagen Photofestival. Men selvom festivalen er overstået kan hendes kunst stadig opleves forskellige steder på nettet, blandt andet her: http://www.nakadate.net/
Generelt kredser hendes kunst om: magt, begær, køn, ensomhed, håb, frigørelse og nye former for ufrihed, herunder også gamle på nye flasker. Hendes kunst kan måske kaldes nyfeminisme, der også er henvendt til mænd.
Sex and The City universet kan opleves i biografer World Wide eller når man tænder for fjernsynet på næsten alle tider af døgnet (hvis man har fuld TV pakke).
