Læs i dette indlæg om kultur- og kunstkonsumenten Rikke Froh Korsgaards holdninger til kunst, da jeg satte hende stævne til en udstilling med Bjørn Nørgaard, der er en af de helt tunge drenge indenfor moderne dansk kunst - og som en ekstra side-dish vanker en krydret anekdote fra kunstnerens egen mund.
Hvordan oplever du kunst?
Kan man anmelde kunst som Adam Price anmelder mad? Tjaa hvorfor ikke. Men det er nu ikke, hvad jeg har til hensigt at gøre i dette blogindlæg, hvor jeg har spurgt kultur- og kunstkonsumenten Rikke Froh Korsgaard, hvordan hun oplever kunst, når hun tager på kunstudstilling. Og hvad vil kunstneren? Det fortæller Bjørn Nørgaard selv om. Scenen er Statens Museum for Kunst, der her i efteråret har udstillet en god bid af hans store kunstproduktion. Men hans kunst kan normalt opleves mange steder i landet.
Fra provo til hofkunstner.
Fra provo til hofkunstner.
Bjørn Nørgaard blev i 1970`erne kendt for sin eksperimenterende aktionskunst, der blandt andet tæller en blodig rituel hesteslagtning i Nordsjælland og en kontroversiel happening på Børsen, hvor en nøgen kvindes indtrængen helt uhørt stoppede aktiemarkedet for en dag. Begge begivenheder blev i samtiden set som en provokation mod det bestående samfund. Men med årene er Bjørn Nørgaard selv blevet en del af det bestående. I meget høj grad endda. I dag kan han skrive både professor på Kunstakademiet og kongelig hofkunstner på sit cv og hans kunst tæller både installationer, videokunst, skulpturer og så selvfølgelig de berømte gobeliner, han lavede til dronning Magrethe II´s 50 års fødselsdag. En gave bestilt af selveste dansk erhvervsliv.
Udstillingen på Statens Museum for Kunst forsøger at vise hele spændvidden i Bjørn Nørgaards alsidige kunstproduktion. Og det lykkes faktisk meget godt, synes Rikke. Og hun er ellers en både kræsen og erfaren gæst på de danske kunstmuseer.
Mærkelige installationer - 3 pinde på gibs.
Mærkelige installationer - 3 pinde på gibs.
På vej ind til udstillingen betror Rikke mig dog, at sådan har det ikke altid været. Hun fortæller, at hun ikke er opvokset i et hjem, hvor man tog på museum eller interesserede sig for kunst. Så hendes første oplevelser med kunsten var nok præget af en vis snæversynethed eller mangel på træning, som hun udtrykker det.
"I starten syntes jeg f.eks. at det meste installationskunst bare var mærkelig og hvad har det med kunst at gøre."
Rikke peger på 3 pinde, der møder os i den første udstillingshal. De er forankret til hver sin træstub med gibs. De ligner lidt sådan nogle gamle walkie talkier, hvor pindene stikker op som antenner.
"Hvis jeg så sådan en installation et tilfældigt sted, ville jeg jo ikke tænke nærmere over det - eller måske ville jeg synes: Sikke nogle underlige pinde på træstubbe, der står dér - men fordi de står på et museum, må jeg lige pludselig forholde mig til dem på en anden måde. Og det er jo, hvad kunst i bund og grund handler om, tror jeg. At se tingene og forholde sig til verden på nye måder, så man bliver klogere eller hvad ved jeg. Det var faktisk en gammel veninde, der studerede kunsthistorie, som lærte mig at flytte fokus fra det enkelte kunstværk til at se det i sammenhæng med det hele: den samlede udstilling, hvad vil kunstneren med sine værker og hvordan skal kunstværket ses i forhold til hele kunsthistorien.
Jeg nikker. "Ja Bjørn Nørgaard virker jo som en, der har meget godt fat i kunsthistorien. I det medfølgende udstillingskatalog (som vi har taget et eksemplar af) står der jo. f.eks. at "walkie talkierne" er Bjørn Nørgaards forsøg på at undersøge skulpturens grundgrammatik i forhold til kunsthistorien og den klassiske opfattelse af, hvad en skulptur er og bør være."
"...Og derfor er det jo godt, at der er lavet de her kataloger, så man bedre kan forstå, hvad kunstneren har tænkt sig eller hvordan hans værk kan fortolkes, hvis man ikke lige i en travl hverdag selv har tid til at fordybe sig i emnet. Men det er ikke altid, jeg gider læse kataloger eller sætte mig ind i den kunsthistoriske baggrund. Nogle gange kan jeg også godt lide de dér spontane og sjove oplevelser, man får, når man ikke rigtig ved, hvad det er, man står overfor.
"I starten syntes jeg f.eks. at det meste installationskunst bare var mærkelig og hvad har det med kunst at gøre."
Rikke peger på 3 pinde, der møder os i den første udstillingshal. De er forankret til hver sin træstub med gibs. De ligner lidt sådan nogle gamle walkie talkier, hvor pindene stikker op som antenner.
"Hvis jeg så sådan en installation et tilfældigt sted, ville jeg jo ikke tænke nærmere over det - eller måske ville jeg synes: Sikke nogle underlige pinde på træstubbe, der står dér - men fordi de står på et museum, må jeg lige pludselig forholde mig til dem på en anden måde. Og det er jo, hvad kunst i bund og grund handler om, tror jeg. At se tingene og forholde sig til verden på nye måder, så man bliver klogere eller hvad ved jeg. Det var faktisk en gammel veninde, der studerede kunsthistorie, som lærte mig at flytte fokus fra det enkelte kunstværk til at se det i sammenhæng med det hele: den samlede udstilling, hvad vil kunstneren med sine værker og hvordan skal kunstværket ses i forhold til hele kunsthistorien.
Jeg nikker. "Ja Bjørn Nørgaard virker jo som en, der har meget godt fat i kunsthistorien. I det medfølgende udstillingskatalog (som vi har taget et eksemplar af) står der jo. f.eks. at "walkie talkierne" er Bjørn Nørgaards forsøg på at undersøge skulpturens grundgrammatik i forhold til kunsthistorien og den klassiske opfattelse af, hvad en skulptur er og bør være."
"...Og derfor er det jo godt, at der er lavet de her kataloger, så man bedre kan forstå, hvad kunstneren har tænkt sig eller hvordan hans værk kan fortolkes, hvis man ikke lige i en travl hverdag selv har tid til at fordybe sig i emnet. Men det er ikke altid, jeg gider læse kataloger eller sætte mig ind i den kunsthistoriske baggrund. Nogle gange kan jeg også godt lide de dér spontane og sjove oplevelser, man får, når man ikke rigtig ved, hvad det er, man står overfor.
Socialistisk rugbrød.
På vores vej gennem udstillingen er vi nu nået til et lokale med en glasmontre, hvori et rugbrød er placeret. På montrens sokkel står på en messingplade: "Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?"
"Hvad interesserer dig egentlig mest ved kunst. Den æstetiske dimension eller den indholdsmæssige? spørger jeg nysgerrigt.
Rikke tænker lidt. "Jeg synes jo sådan set godt, at kunsten må have et indhold. Eller i hvert fald et budskab."
"Synes du så at Bjørn Nørgaard har svigtet sit ståsted som eksperimenterende provokunstner ved at blive hofkunstner, da han lavede de dér gobeliner til dronningen på hendes 50 års fødselsdag?"
"Nej det synes jeg egentlig ikke. Som kunstner må man gerne rumme flere sider i sig og holde sig i bevægelse. Det ville jo heller ikke være interessant, hvis han bare blev ved med at reproducere det samme og lave rugbrød i montre i en uendelighed, og faktisk er gobelinerne ikke bare en royal hyldest til dronningen, men en spændende måde at skildre hele Danmarkshistorien på. Men det kunne selvfølgelig være interessant at vide, hvordan han selv ser tilbage på sin aktivistiske fortid og forholder sig til sin kunst.
Tjaa - sandt nok, og når man får muligheden for at lade kunstneren selv berette, hvorfor så ikke benytte sig af den?
Vi støder netop til Bjørn Nørgaard i lokalet, hvor hans rugbrød står og får en priviligeret guidet rundvisning af ham. Til rugbrødet i montren fortæller han, at værket selvfølgelig er en slags kommentar til og i det kunstklima, der herskede i 1970´erne, hvor venstreorienterede kunstnere forsøgte at politisere kunsten og frigøre sig fra den såkaldte borgerlige kunstforståelse. "Men kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst? Det kan man så selv tænke over", smiler Bjørn Nørgaard.
I stedet vil han hellere fortælle om, hvordan han på et mere overordnet plan tager udgangspunkt i menneskets fundamentale tendens til at forstå verden gennem strukturer, det være sig visuelle, matematiske, konceptuelle eller betydningsmæssige systemer og hvordan han i sit arbejde med materialer og ideer forsøger at udfordre de gængse forestillinger om kunsten og verden. På den måde håber han at kunne skabe åbninger mod nye former og nye betydninger, der kan føre til konstruktiv viden. I hans kunst gen- og ommodelleres verdens materialer og kulturens og samfundets tegn og koder undersøges og sættes ind i nye sammenhænge, der skaber andre vinkler og perspektiver.
"Hvad interesserer dig egentlig mest ved kunst. Den æstetiske dimension eller den indholdsmæssige? spørger jeg nysgerrigt.
Rikke tænker lidt. "Jeg synes jo sådan set godt, at kunsten må have et indhold. Eller i hvert fald et budskab."
"Synes du så at Bjørn Nørgaard har svigtet sit ståsted som eksperimenterende provokunstner ved at blive hofkunstner, da han lavede de dér gobeliner til dronningen på hendes 50 års fødselsdag?"
"Nej det synes jeg egentlig ikke. Som kunstner må man gerne rumme flere sider i sig og holde sig i bevægelse. Det ville jo heller ikke være interessant, hvis han bare blev ved med at reproducere det samme og lave rugbrød i montre i en uendelighed, og faktisk er gobelinerne ikke bare en royal hyldest til dronningen, men en spændende måde at skildre hele Danmarkshistorien på. Men det kunne selvfølgelig være interessant at vide, hvordan han selv ser tilbage på sin aktivistiske fortid og forholder sig til sin kunst.
Tjaa - sandt nok, og når man får muligheden for at lade kunstneren selv berette, hvorfor så ikke benytte sig af den?
Vi støder netop til Bjørn Nørgaard i lokalet, hvor hans rugbrød står og får en priviligeret guidet rundvisning af ham. Til rugbrødet i montren fortæller han, at værket selvfølgelig er en slags kommentar til og i det kunstklima, der herskede i 1970´erne, hvor venstreorienterede kunstnere forsøgte at politisere kunsten og frigøre sig fra den såkaldte borgerlige kunstforståelse. "Men kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst? Det kan man så selv tænke over", smiler Bjørn Nørgaard.
I stedet vil han hellere fortælle om, hvordan han på et mere overordnet plan tager udgangspunkt i menneskets fundamentale tendens til at forstå verden gennem strukturer, det være sig visuelle, matematiske, konceptuelle eller betydningsmæssige systemer og hvordan han i sit arbejde med materialer og ideer forsøger at udfordre de gængse forestillinger om kunsten og verden. På den måde håber han at kunne skabe åbninger mod nye former og nye betydninger, der kan føre til konstruktiv viden. I hans kunst gen- og ommodelleres verdens materialer og kulturens og samfundets tegn og koder undersøges og sættes ind i nye sammenhænge, der skaber andre vinkler og perspektiver.
Fra hesteslagter til havenisse.
Vi er nået til slutningen på den lille rundvisning og står over for 12 på én gang farvestrålende, popartagtige, men samtidig lettere groteske fajancefigurer, som kunstneren selv kalder for Mickey´s familie. Men Bjørn Nørgaard lader det stå åben, om der faktisk er tale om en henvisning til Disneys Mickey. Hellere vil han fortælle om, hvordan han fik figurerne lavet på en lille plasticfabrik i Kina og hvordan Politikens anmelder Torben Sangild kommenterede figurerne i en overskrift, der lød "Fra hesteslagter til havenisser" uden at vide, at den lille kinesiske fabrik til dagligt producerede havenisser. Det griner Bjørn Nørgaard en del over, inden vi tager afsked med ham.
Udenfor kunstmuseet er det begyndt at regne og skyerne hænger lavt og tungt over Sølvgade og ind over Botanisk Have. På vej ned ad trappen kommer jeg til at tænke på den gullige film, vi så, med den berømte hesteofring i en af udstillingssalene. En ung Bjørn Nørgaard og en frysende hest, der snart skal slagtes.
"Hørte du egentlig hesten vrinske, Rikke?"
"Nej. Gjorde du?"
Bjørn Nørgaards biografi og CV kan læses her .
En Portrætfilm om Bjørn Nørgaard kan ses her.
Og besøg hans hjemmeside på følgende adresse: http://www.bjoernnoergaard.dk/da/home
Rikke Froh Korsgaard har læst Folkesundhedsvidenskab og beskæftiger sig til dagligt med markedsanalyse.
